Menu

Esbjerg Rock Festivals fremtid er sikret

30-11-2017
6S8A4551

Efter 27 år i privat eje, ændrer Esbjerg Rock Festival struktur. I fremtiden vil festivalen blive drevet af en forening - samtidig med, at konceptet finpudses og justeres til de nye forhold på det danske festivalmarked.

 

Et betydeligt styrket fundament, godt bakket op af lokalt engagement. Sådan kan man med rette beskrive Esbjerg Rock Festivals status, efter at festivalen nu er gået fra privat ejerskab til en forening, samtidig med, at en ny fond etableres. Festivalen er igennem 27 år blevet ejet og drevet af 67-årige Søren Højberg, som beskriver ændringerne som nødvendige for at sikre festivalens eksistens i en tid, hvor festivalmarkedet ændrer sig markant:

»Esbjerg Rock Festival er byens største, tilbagevendende kulturbegivenhed, og det har været magtpåliggende for mig at bevare festivalens tilknytning til Esbjerg. Med god opbakning fra Esbjerg Kommune kan Esbjerg Rock Festival nu gå fremtiden i møde,« siger Søren Højberg.

Fond under etablering
Esbjerg Rock Festivals nye opbygning er meget lig dén, som er gældende for flere andre danske festivaler. Driften overdrages til en ny forening - Foreningen Esbjerg Rock Festival. Samtidig etableres en ny fond - Fonden For Rytmisk Musik i Esbjerg, som får til formål at støtte kultur og idræt i Esbjerg Kommune. Indtil videre har fonden fået tilsagn om støtte fra Lida og Oskar Nielsens Fond, Esbjerg Ugeavis’ Fond, Foreningen Victor, Claus Sørensens Fond og JBH Holding. Samtidig er der kontakt til en række andre fonde og virksomheder.

Festivalen ledes fremover af Foreningen Esbjerg Rock Festival, som har syv personer i bestyrelsen, der alle på hver sin måde har høstet rige erfaringer med diverse opgaver for festivalen. Samtidig er Esbjerg Kommune gået aktivt ind med opbakning til festivalen. I en overgangsperiode - indtil en kvalificeret afløser er fundet - vil Søren Højberg fortsætte som daglig leder.

Det danske festivalmarked har været under markant forvandling de senere år, og konkurrencen er skærpet betydeligt. Derfor er den fortsatte udvikling af Esbjerg Rock Festival en nødvendig og vigtig opgave:

»Esbjerg Rock Festival vil fortsat stræbe efter at kunne tilbyde gode danske og internationale artister. Samtidig øger vi fokus på kvaliteten markant. Publikum skal kunne fornemme, at vi satser på høj kvalitet på alle områder - når det gælder musikken, de unikke omgivelser i Vognsbølparken samt udvalget af mad og drikkevarer,« siger Søren Højberg videre.

Copyright 2019 © Esbjerg Rock Festival
sponsors