Menu
Hotel Hunger topsite
Optræder Scene:

Esbjerg Rock Festival er første stop for HOTEL HUNGER

ESBJERG ROCK FESTIVAL præsenterer HOTEL HUNGER! Det legendariske band gendannes for en kort bemærkning, og spiller den første af kun tre koncerter i Esbjerg. Vi får alle de største hits, leveret med livet som indsats og uspoleret spilleglæde, af bandet der utallige gange er blevet udråbt til Danmarks bedste live band!

Efter 20 års heftig turnéaktivitet - og otte studiealbums - takkede det hårdtarbejdende og populære rockorkester HOTEL HUNGER af i 2006, i forbindelse med udgivelsen af det dobbelte opsamlingsalbum The Best & The Misfits.

I de efterfølgende 12 år er enhver opfordring til gendannelse blevet blankt afvist af bandet, hvis medlemmer hver især trængte til at søge nye græsgange, hvor enkelte af medlemmerne endda havde holdt sammen siden teenageårene. Blandt andet har den karesmatiske frontmand Jimmy Jørgensen i adskillige år haft en succesfuld karriere som skuespiller. Hverken bandmedlemmer eller spåkoner kunne derfor have forudset at HOTEL HUNGER samles på en scene i 2018 - og beslutningen er da også truffet ganske spontant.

Glorværdig karriere

HOTEL HUNGER albumdebuterede i 1989 med “This Is Where The Fun Starts”, udgivet på det amerikanske pladeselskab Megaforce. Tilbage på dansk grund udgav bandet yderligere syv albums, der høstede utallige gode anmeldelser i aviser og tidsskrifter, samt adskillige Grammy nomineringer. Bandet turnerede utrætteligt og tiltrak en stadig voksende fanskare, men det helt store gennembrud indtraf i 1995 med udgivelsen af albummet “Mars Needs Guitars”, indeholdende hittet “Sitting In A Room”, der har opnået status som udødelig evergreen. Gennembruddet førte Hotel Hunger op i superligaen, med udsolgte koncerter på spillestederne og placeringer på festivalernes store scener.

Besætningen, der kan opleves ved de eksklusive koncerter i 2018, er 100 procent identisk med holdet, der spillede på de sidste mange turnéer og albums i sin tid. Og Esbjerg Rock Festival bliver den første af kun tre koncerter for det hæderkronede, danske band.

Og dét bliver stort!

Copyright 2018 © Esbjerg Rock Festival
sponsors