Menu
SkoTorp
Optræder Scene:

Sko/Torp

Det er med stor fornøjelse, at Esbjerg Rock Festival - i anledning af 25 års jubilæet - kan præsentere Sko/Torp. Efter at duo’en i årevis har spillet akustisk, vil de på jubilæums-festivalen spille med fuldt band i ryggen.

Sko/Torp behøver næppe den helt store introduktion. Bandet med sangeren Søren Sko og guitaristen Palle Torp i front, buldrede ind på den danske scene i november 1990 med albummet “On A Long Lonely Night” - en kæmpe kommerciel succes med omkring 200.000 solgte eksemplarer.

Lyden af West Coast

Alle de kritikere, som havde forudset, Sko/Torp’s amerikansk-inspirerede West Coast stil og engelsksprogede tekster ikke ville slå an, forstummede helt i kølvandet på debut-albummet. Velskrevne sange og flot leadvokal høster altid point.

Stribevis af udgivelser fulgte op igennem 90’erne; “Familiar Roads” i 1992, “Hey You!” i 1994 og “A Perfect Day” i 1996.

Akustisk comeback

I 1997 valgte de to frontfigurer at gå hver til sit. Men i 2004 stod den på comeback - fortrinsvis som akustisk trio sammen med sanger og sangskriver Morten Woods.

Det vellykkede comeback blev kronet af albummet “Heartland”, som udkom i januar 2010. Albummet høstede en guldplade i januar 2011.

Igen med strøm på

Sko/Torp vil i anledning af Esbjerg Rock Festivals 25-års jubilæum hente ekstra bandmedlemmer ind, og sætte strøm på musikken, når de går på scenen i Vognsbølparken, Esbjerg, i maj 2015.

Copyright 2018 © Esbjerg Rock Festival
sponsors